torsdag, december 01, 2011

London - museer og kunsthåndværk

Der er fantastisk med de mange museer i London. Der er gratis adgang til det meste, så det er muligt at hoppe rundt fra museum til museum uden at det koster en formue i entre.
Lørdag blev stort set brugt på 'museumsgaden', først science-museet. En masse flymotorer, skibsmodeller og museets hårde arbejde på at synliggøre teknik, miljø og den digitale tidsalder. Jeg bliver rørt, når jeg ser de skrøbelige små flyvere, som har overlevet fra 2. Verdenskrig.
Herlig museumsbutik, hvor Kæresten længe så beundrende på de små helikoptere.
Derefter frokost i den noget overfyldte cafe på Victoria & Albert. Cafeen er udmærket, vi fik en rigtig engelsk pie med oksekød og øl. Der kunne jeg godt bruge flere dage, men da der også stod et besøg hos blåhvalen på programmet tog vi nogle udvalgte områder samt den aktuelle specialudstilling.
Skønt at se en temaudstilling om håndværk og kunsthåndværk. Det gør mig glad at se en udstilling, der fejrer dygtige fagfolk og omhyggeligt arbejde, parret med ny brug af kendte teknikker. Kan varmt anbefales, hvis turen går til London den næste måned. Udstillingen slutter 2. januar.
Et af de mest imponerende værker var en 'kjole', lavet i læder og fuldstændig tæt besat med kraftige knappenåle. Det gav en fantastisk virkning og tekstur, med et tydeligt udtryk af 'rør mig ikke'.
Endelig var vi forbi og hilse på dodo'en, blåhvalen og dino-skeletterne. Altid et gensyn værd. 
Søndag formiddag var vi på National Gallery, deres lille men udsøgte udstilling af impressionister og van Gogh og det fedeste hestemaleri jeg kender. Samt statuer med bikinier.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar